Når du må dreje nøglen om

Det kommer jævnligt op:  Mennesker, der har måttet dreje nøglen om til deres virksomhed af forskellige årsager. Eller mennesker, der på anden måde har måttet sige farvel til den karriere, de troede, de skulle have. Og de er gået i sort.

 

De bliver måske mødt med “du skal bare op på hesten igen” eller “det er jo bare et arbejde” – men det er altså lige så meget et tab, som var det et menneske.

 

Sorg opstår ofte, når der er tale om knuste håb, drømme og forventninger. Når det viser sig, at fremtiden ikke bare bliver anderledes men markant negativt anderledes end forventet. Så bliver man ked af det, forvirret, bekymret, og det bliver svært at tænke klart.

 

Faktisk er det flere tab i et

  • Tab af kendt fremtid
  • Tab af tryghed
  • Tab af mening
  • Tab af identitet

 

Det bedste, du kan gøre for dig selv i den situation er at anerkende dine følelser. Der er ikke noget i vejen med dig. Du reagerer på noget, du er ked af at have mistet.

 

Når dine venner i bedste mening siger, at du bare skal videre, så kan det fint være, men du bliver nødt til at håndtere dine følelser først, før du er klar til at komme videre. Når dit professionelle netværk siger, at det har de også prøvet, og så fortæller deres egne historier, som måske/måske ikke ligner din, så er det ok at sige tak for deltagelsen, og at du lige nu ikke har så meget overskud. For det har du ikke.

 

Der vil måske være nogen enkelte, som er til god hjælp, så hold fast i dem. Du har forhåbentligt venner, der kan tåle din følelsesmæssige ærlighed, så gå nogen ture med dem, hvor du bare får lov til at tale helt ærligt. Her er nogen ting, det kan hjælpe dig at tale om:

  • De drømme, du havde om din forretning
  • Hvad du er skuffet over, som aldrig blev
  • Hvad du nok helt ærligt ikke skulle have gjort
  • Hvad du fortryder, du gjorde
  • Hvad du er stolt af
  • Hvad din virksomhed betød for dig
  • Hvad det at eje en virksomhed betød for dig og din identitet
  • Dine bekymringer over din fremtid.

 

Selvfølgelig vil du komme videre i dit liv, men lige nu så er det helt ok, at du fokuserer på at komme dig følelsesmæssigt. Vælg at bruge din tid med de mennesker, der giver dig den plads og undgå de andre.

 

Jeg ønsker dig det bedste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *