Lyver du også? / Are you lying, too?

Jeg tror, du går og lyver.

Ikke sådan på de store linjer, men på de små linjer.

Jeg tænker, at når din tandlæge spørger dig, om du bruger tandtråd, så har du nok en tendens til at sige ja, selv om det ikke passer. Når I taler om sund kost og motion, så har du måske nok en tendens til liiige at overdrive lidt. Eller du siger måske pænt nej tak til kage på arbejde – og så giver den gas med chokolade og rødvin, når du kommer hjem?

Det er ikke store løgne eller fortielser. Men de er der. Og på den lange bane betyder de faktisk, at du ikke er autentisk over for dig selv. At du ikke står ved den, du er. Og hvis du nu skulle komme med et gæt, er det så godt eller skidt, tror du? Hvad gør det ved din selvopfattelse, at du ved, at du går rundt og smålyver?

Og nu kommer der en provokation, som du kan tænke lidt over: Hvor meget tror du egentligt, at ”de andre” går op i, hvad du gør eller hvad du spiser? Ikke meget, vel? Så derfor kan du jo lige så godt være ærlig, stå ved den, du er og måske – hvem ved – være en god rollemodel for andre? For du er jo ikke noget skidt menneske – du er bare ikke sådan HELT ærlig over for dig selv, vel? 

I think you’re lying

Not a lot but a little.

I’m thinking that when your dentist asks you whether you floss, you probably have a tendency to say yes. Even if it isn’t true. When you and your friends talk about a healthy diet and exercise you may have a tendency to stretch the truth a bit. Or you say no to cake at work – and then binge on chocolate and red wine when you get home?

We’re not talking big lies or omissions here. But they’re there. And in the long run they mean that you’re not being authentic to yourself. That you’re not being honest about who you are. And if you could venture a guess would that be good or bad, do you think? What does it do to your perception of yourself if you’re sort lying on the sly all the time? 

And here’s a bit of a shocker that you can think about: How much do you really think “the others” even care what you do or what you eat? I think we can agree on not much. So why don’t you just be honest, acknowledge who you are and maybe – who knows – be a good role model for others? Because you’re not a bad person – you’re just not quite honest with yourself, are you?

Tilmelding til nyhedsbrev