Prisen for DIN tid



Det er ikke altid, du skal holde din aftaler... Jeg har lige måttet træffe en beslutning om, at trække mig ud af en aftale, fordi det var spild af min tid. Det handlede om noget, jeg havde sagt ja til, og som på ingen måde levede op til det lovede. Og så trak jeg stikket og gik min vej.


“Jamen, du havde jo sagt ja og lovet at være der” kunne man sige. Og det er rigtigt. Men den eneste der ved, hvordan jeg bruger min tid bedst for mig – ikke nødvendigvis behageligst men bedst – det er mig. Det er der ikke nogen andre, der kan. Andre kan have masser af holdninger og værdier og dagsordener etc etc, der gør, at de af helt legitime grunde kan have en holdning. Men det er kun mig, der VED det.


Men hvorfor gjorde jeg så det? Det gjorde jeg, fordi jeg er uhyre bevidst om, at det eneste, jeg aldrig får igen i mit liv, det er min tid. Derfor er jeg meget optaget af, hvordan jeg bedst bruger den ressource. Og i det her tilfælde handlede det om, at det var bedre at være glad og aktiv derhjemme end irriteret over noget, der ikke var, et andet sted.


Nogen vil sige, at man kan da ikke trække sig ud af aftaler, men det kan du godt. Du skal bare være helt klar over hvorfor du gør det, du skal kunne argumentere for det, og du må ikke lade nogen i stikken.


Mon ikke vi alle har oplevet at være blevet smigret over at blive spurgt, eller oplevet vi er gået med til noget, som vi ikke skulle have gjort, eller nogen omstændigheder ændrer sig efter, du har sagt ja. Og det er lige der, hvor det er i orden at trække sig. Velbegrundet naturligvis. Alle beslutninger har en pris. Nogen kan blive sure. Nogen kan sige, de er skuffede over dig. Der kan være noget, du går glip af. Den pris skal du naturligvis være klar til at betale.


Og hvis du er velovervejet og bevidst om, hvordan du vil bruge din tid, så har du allerede vurderet prisen, når du træffer en “Nej tak – ikke alligevel” beslutning.


Og du har det også meget bedre med dig selv.

Mette Hvied Lauesen • Industriparken 4 • 2750 Ballerup • Denmark 

+45 26 18 61 90 • mhl(a)mettehl.dk • CVR: 27531385 • Bankkonto: 9070 1629896046

paypal_logo.png
  • Instagram
  • Twitter
  • Facebook
  • envelope-35394_1280

MHLauesen 2020 ©