Held & taknemmelighed - de følges ad /Luck and gratitude go hand in hand



Held & taknemmelighed - de følges ad / Luck and gratitude go hand in hand





Jeg er et af de der såkaldte heldige mennesker, der har et spændende job, spændende frivilligt arbejde, dejlig mand, ok økonomi og ved gud også et underskønt lille rødt feriehus i de svenske skove.





”Skræmmende overskudsagtig” har jeg hørt mig selv omtalt. Men ved du hvad? Jeg har faktisk arbejdet for det hele, og jeg har været taknemmelig for alt, jeg har fået undervejs.





Jeg har stolet på mig selv hele vejen igennem. Jeg har udnyttet muligheden for at tage en uddannelse, der ind i mellem fik mig til at hoppe i havet af kedsomhed (og her kan jeg afsløre, at Shakespeare på 1500-tals engelsk først bliver sjovt efter et godt stykke tid, ligesom grammatikstudier på universitetsniveau ikke får nogen til at vælte af grin), men fordi jeg vidste, at det var det værd i det lange løb, så blev jeg ved. Jeg regnede ikke med, at jeg skulle have noget forærende, så det, jeg har fået og oplevet, er jeg utrolig taknemmelig for.





Jeg er SÅ taknemmelig for, at da jeg gik i brædderne med et brag med en stress-diagnose, så kunne jeg rejse mig igen. Faktisk er jeg stærkere end før netop pga. den oplevelse, der har lært mig så meget om mig selv.





Jeg er superglad for, at da jeg fik konstateret galopperende modermærkekræft, så kunne jeg få det hele fjernet på nulkommafem. Og nej, det er ikke supersjovt at blive udskrevet d. 24.12. om formiddagen efter sådan en omgang. Men man er helt ør af taknemmelighed over, at det kunne lade sig gøre.





Og jeg er taknemmelig over, at jeg har lært at tilgive mig selv, når jeg træder ved siden af og overreagerer eller bliver vred over det forkerte – eller hvad det nu kan være. Det sker heldigvis ikke så tit, men det sker.





Og jeg er allermest taknemmelig over at vide, at jeg HAR en masse muligheder, at jeg ikke behøver at lade en masse ligegyldigheder påvirke mit humør og den, jeg er. At jeg kan prioritere i det, der skal påvirke mig – og det, der ikke skal. Det har jeg lært. Og den læring er jeg også taknemmelig over. Så på den måde – ja, så er jeg nok skræmmende overskudsagtig.





Hvad med dig? Hvad gør du? Sidder du og venter på, at noget godt skal ske – eller udnytter du de muligheder, du har. Også selv om de måske er meget små?





Luck and gratitude go hand in hand





I’m one of those socalled really lucky people with an exciting job, rewarding voluntary work, a fantastic husband, an ok financial situation and just to top it off: A wonderful red cottage for holidays hidden away in the Swedish forests.





“Intimidatingly resilient” somebody called me. But you know what? I actually worked for everything and I’ve been grateful for everything I’ve been given on the way.





I’ve trusted myself all along. I’ve been able to get an education, which occasionally had me almost in tears with boredom (let me just reveal here, that 16th century English doesn’t become funny until after quite a while, just like university level grammar studies never draw a lot of smiles), but I know that it was worth it in the long run so I stuck to it. I didn’t expect to have anything handed to me so what I’ve been given and what I’ve experienced fill me with gratitude.





I’m immensely grateful that I was able to recover again after I had a massive stress-related breakdown. Actually I’m stronger than before exactly because of it as it taught me so much about myself.





I’m thrilled that when I was diagnosed with a rapidly growing malignant melanoma, I could have it all removed within days free of charge and with no waiting period. And no, checking out of hospital on Christmas morning is not very recommendable but I was all giddy with gratitude that it could be done.





And I’m grateful that I’ve learned to forgive myself when I do the wrong things and overreact or get angry over the wrong stuff – or whatever. It doesn’t happen very often – but it does happen.





And most of all, I’m grateful to know that I do have a lot of options and opportunities, that I don’t have to bother with insignificant annoyances – that they can’t affect me or who I am. That I can prioritize in what I allow to affect me and what I won’t allow. I’ve learned that and I’m so grateful for that knowledge. So in that respect, well, yes I am “intimidatingly resilient”.





But what about you? What do you do? Are you sitting and waiting for something good to happen or are you making the best of the choices you get? Even if they are very small?







Tilmelding til nyhedsbrev

















Kategorier

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!